Historie
Melbournes historie
HISTORIE Den danske kirke har haft en menighed i Melbourne i 25 år. Der er gudstjenester med den danske præst en gang om måneden (som hovedregel den 2. søndag i måneden), hvor vi låner den smukke kirke og lokaler tilhørende den svenske kirke. Medlemskab af den danske kirke i Melbourne koster $75 / $50 i rabat pr. husstand. Hvis du gerne vil blive medlem, bedes du kontakte kirkekontoret i Sydney. Den danske kirke i Melbournes historie - et hurtigt overblik af Gitte Lindgaard, tidligere bestyrelsesmedlem. Tilbage i 1859 forsøgte en flittig dansk lægpræst, Henrik Hansen, at etablere en tysk-dansk luthersk menighed i Australien ved skiftevis at holde prædikener på dansk og tysk. Efter 1864 var danskerne knap så begejstrede for den tyske, så i 1870 måtte den tapre mand opgive sin gode gerning.
EN "ÆGTE" DANSK KIRKE Siden da har der lejlighedsvis været danske præster i Australien, men etableringen af en rigtig dansk kirke var først mulig i 1987. Det var dengang, at Dansk Udlandskirke (DKU), som den dengang hed, modtog en anonym gave på 1 million danske kroner til at etablere en dansk kirke i Sydney. I april 1988 ankom pastor Folmer Johansen, officielt indviet i juli. Takket være vores tidligere generalkonsul Erik Jensens og den flittige formand for DACS, Ole Abildgaards, blev pastor Johansen også modtaget i Melbourne og indsat af Erik Jensen den følgende søndag. DEN SVENSKE KIRKE I TOORAK Omfattende forhandlinger med den svenske kirke i Melbourne og Sydney havde ført til, at vi her i Melbourne blev meget varmt modtaget i den svenske kirke, som har været 'hjemme' i Toorak House siden 1956. Forholdet til svenskerne var også meget godt på det tidspunkt. I mange år havde nogle af os hjulpet til med basaren, og vi var 7-8 danskere, der aktivt deltog i det skandinaviske kor og de svenske gudstjenester.
SAMARBEJDE Det fantastiske forhold mellem kirken, DACS og den danske klub, Dannebrog, kan nemt forklares med, at det næsten var de samme mennesker, der dukkede op overalt. Så når DACS organiserede film eller foredrag i kirken, arrangerede vi ofte et lille lotteri, der gav os albuerum til at købe vores egne ting til basaren som vores service til vores svenske værter. Pengene gjorde det også muligt for os at give nødlidende danskere en hjælpende hånd. PRÆSTERNE OG KOMITÉEN Efter Folmer og Elses fire år i Australien, hvor de med succes havde fået kirken til deres eget hus i Sydney, overtog pastor Henrik True kontoret og fortsatte den nu faste månedlige gudstjeneste i Melbourne. Vores forhold til Henrik var lidt anderledes, måske ikke helt så udadvendt som Folmers (Henrik gik for eksempel ikke i hånden på revyaftener for at demonstrere, at man skulle gå med hovedet ned, når man var i Australien), men udover at være en god prædikant viste Henrik sig også at være et stærkt forretningstalent. Han etablerede leverancer fra Sæby fiskeindustri, så nu kom dåsemarskalkerne løbende, som vi solgte i tonsvis efter gudstjenesten med god fortjeneste. Senere blev de suppleret med andre lækkerier og andre varer lige fra opvaskebørster til medicinpølser, der holdt kirkens budget i gang. Med Lis Pitcher og Erik Jensen i spidsen var vores lokale menighedsråd aktivt engageret i alle mulige slags gøremål, men det centrale punkt var og var stadig at forsøge at øge kirkens medlemstal og holde sig ajour med danskere generelt. Pastor Torben Ebbesen, der fulgte Henrik True, holdt prædikener, der berørte yderst aktuelle sociale og socialpolitiske emner, elegant flettet ind i dagens tekst. Det udløste en enorm diskussion i den efterfølgende kirkekaffe. Torben deltog også i mange menighedsrådsmøder lørdag aften, hvilket om eftermiddagen gav ham tid til at besøge dem, der ikke kunne komme i kirke, eller som havde brug for kirkehjælp.
DEN GODE VILJE Da vi nåede år 2000, måtte Poul og jeg rejse til Canada, så vores minde om den danske kirke i Melbourne slutter. Vi fik ikke set pastor Engholm, men nu nyder vi til gengæld at have Bente iblandt os. Pladsmangel forhindrer, at de mange gode sjæle, der har boet i kirken siden 1988, kan nævnes ved navn her, men det er tydeligt, at den gode vilje til at varetage vores ansvar over for både den danske og svenske kirke stadig blomstrer.